Aktiviteter
Da vi bosatte os på St Jouannet, vidste vi ikke, at vi var landet i et område, som er utroligt spændende rent kulturhistorisk.
St Jouannet ligger i hjertet af Armagnac i det, som i dag kaldes "den gyldne trekant" på grund af de tusindvis af pragtfulde gamle stenhuse i området.
Det var i dette område den berømte kaptajn for musketérerne, D´Artagnan, blev født. Men historien starter ikke med ham, allerede romerne havde opdaget, hvor dejligt der er i Gascogne, og det var her franskmænd og englændere kæmpede om herredømmet i over 100 år.
Men området er også spændende rent kulinarisk. Gascogne kaldes for Frankrigs mave på grund af kvaliteten af de lokale produkter som man kan købe "ved stalddøren" på de små gårde eller handle på de lokale markeder. Det er her den berømte brændevin Armagnac fremstilles. I 2010 fejrer Armagnacen sin 700 års fødselsdag.
Hvordan finder jeg rundt?
Når du ankommer til din feriebolig, ligger der en velkomstpakke til dig, som blandt andet indeholder et materiale på dansk om egnens kultur og historie, og 23 detaljerede turforslag, brochurer og vejvisere, så du nemt kan finde rundt på egen hånd.
De fleste ture går til de nærmeste seværdigheder indenfor en radius af 10-20 km. Det er middelalderbyer, gamle borge og befæstede landsbyer, Armagnac-châteauer, vingårde og markeder.
Hver onsdag formiddag laver vi en guidet tur med de gæster, der er interesserede. Vi bor her, så vi er lige ved hånden, hvis du har behov for yderligere informationer eller hjælp.
Men der er også spændende turmål for den der har mod på at køre lidt længere. Se mere i undermenuen.
