Nyheder fra St Jouannet og Armagnac

Internet og telefon til vores gæster

Nu kan du gratis gå på nettet i vores mini-wifi spot! Tag din laptop eller mini-computer med og send mails hjem fra St Jouannet  i dagtimerne.

 

Du  kan også ringe gratis hjem til familie og venner i Danmark og fortælle, at du er kommet godt frem. Den gratis telefon kan bruges, når du ringer til fastnetstelefoner, men ikke mobiltelefoner.   

Påske traditioner i Armagnac

Påske omeletten Påske omeletten

Påskedag laves den traditionelle kæmpe-påske omelet i flere af de omkringliggende byer. I ugen op til påske tager et par frivillige rundt til de gårde, der holder høns, og beder om et bidrag til omeletten i form af friske æg. På selve dagen laves omeletten i en stor paëlla pande. Gad vide hvor mange æg, der gik til denne her?

 

Omeletten spises af alle fra byen og den er starten på en fælles dag for alle med vandreture, lege og endnu en fællesspisning i byens forsamlingshus.

Palmesøndag blev vinen velsignet

Velsignede laurbær Velsignede laurbær

Palmesøndag tog vinavlerne grene af laurbær med til messen for at få dem velsignet med vievand.

 

De velsignede laurbærgrene blev bundet fast til vinen for at sikre, at den nye årgang bliver beskånet for ulykker som hagl og sygdom.

Beviset på Armagnac´ens 700 år er hentet hjem!

Det "romerske" bevis Det "romerske" bevis

En delegation fra Armagnac producenternes organisation BNIA har med held besøgt Vatikanet i Rom for at få en kopi af det gamle dokument, som beviser, at Armagnac´en er mindst 700 år gammel. Dokumentet priser den ædle driks 40 gode egenskaber. 

 

 

 

Det blev skrevet i 1310 af en prior fra den gamle hovedstad Eauze (udtales Eoze), som ligger cirka 35 km syd for os. Forfatteren hed Domini Vitalis de Furno også kaldet Monseigneur Vital-Dufour. Skriftet har i flere hundrede år været opbevaret i Vatikanets bibliotek, men nu findes det altså også i kopi her i Armagnac!

Vinen gøres klar til årgang 2010

Beatrice og Michel i vinen Beatrice og Michel i vinen

I januar og februar har vinavlerne travlt med at fjerne de gamle vinranker og binde den ranke op som skal bære den nye vin i 2010.

 

Her er vores naboer, som hjælper hinanden med det hårde arbejde.

Deres druer, både røde og hvide, bliver købt af kooperativet inde i Condom.

De gamle vinranker lægges mellem rækkerne. Før i tiden blev rankerne klippet i mindre stykker og bundet sammen i små knipper og så blev de brugt til at fyre op med i kakkelovnen.

 

Det var tit børnene, der lavede det arbejde.

2010 - Armagnac´ens 700 års fødselsdag fejres!

I år fejrer Armagnac brændevinen sin 700 års fødselsdag overalt på egnen. Vi viser programmerne for festlighederne så snart de bliver offentliggjort!

 

La flamme d´Armagnac - Armagnacs flamme tændes

Hvert år i november måned tændes flammen under alambic´erne, det er det oprindeligt arabiske navn for distillationsapparaterne.

 

Alambic´erne producerer den brændevin, der med tiden bliver til armagnac efter mange års lagring på egetræsfade.  

 

Det er et af årets helt store kulturelle højdepunkter i Armagnac og mange byer og châteauer arrangerer festlige sammenkomster, hvor deltagerne er med til at tænde flammen.

 

Her er det borgerne i Montreal, som står samlet om alambic´en med fakler. De tænder flammen ikke blot under alambic´en men også som symbol på egnen Armagnacs livsflamme. Billedet stammer fra Le Petit Journal.

Vin og blommehøsten 2009

Høsten i 2009 blev en af de helt store, takket være den intense sol og tørke i hele august og halvdelen af september. Sukkerindholdet i druerne - og svedskeblommerne - er meget højt og smagen helt i top.

 

Det bliver spændende at stifte bekendtskab med årgang 2009 når den er klar!